Det er nu ca. 3 måneder siden at Daniel sagde, at han ikke ville være sammen med mig mere.
Jeg føler at jeg står udhulet, tom og stille, samtidig med at jeg føler at jeg farer ned i et evigt fald. Aner ikke hvad jeg skal gøre ad mig selv. Føler mig utilstrækkelig - der mangler en vigtig del af mig.
Jeg elsker ham.
Jeg elsker ham og ville gøre alt for ham. Jeg ved, at jeg gør og kan ikke bare komme vidre.
Synes gang på gang at blive bekræftet i det og senest på den uudholdelige stilhed fra hans side. Den stilhed ville jeg ikke finde mig i hvis det havde været én anden.
De ord - når der er blevet sagt noget. Det blik - som holder mig med foragt og som fortæller mig at hele verden er på mine skuldrer. Havde det været én anden, så havde han for længst været væk og ude af mine tanker og ikke skænket ham en eneste tåre... Men det er ikke én anden, det er Daniel. Og jeg finder mig i det. Og ville sikkert også finde mig i det der var meget værre. Dét siger mig, at jeg virkelig elsker ham og det er ham jeg ønsker at leve mit liv sammen med.
Og så savner jeg hans familie.
De er nogen af de allersødeste mennesker man kan møde. Elsker også dem virkelig højt.
Jeg savner at sidde, efter morgenmad eller frokost, alene sammen med Hanne og snakke om løst og fast. Høre hende fortælle historie om ting der er sket og om dengang hendes drenge var "bette". Savner at høre hendes meninger og få hendes gode råd om alt mellem himmel og jord.
Og ikke mindst savner jeg at *ahem*slå*ahem* Simon i bil spil, hehe.
Far og jeg har lavet espalier til mine 7 klematiser. De står alle ved siden af hinanden. 
